jannie astrup

art projects

Øjeblikket

En dag vågner du op og mærker hvor intenst alting er. Hvor fuldt af skønhed og smerte livet er. Så fuldt af lykke, at det næsten gør ondt, hver gang en ny stor ting, bliver lagt i dine hænder. Vores lykkeligste øjeblikke, er på samme tid de smerteligste, fordi vi ved, at vi skal miste alt.

Det, at beskrive øjeblikket i ord og billeder, er en måde at fastholde det på. En måde at vende tilbage til de mest fantastiske øjeblikke, selvom de er forbi og aldrig kommer igen. Det er en måde at eksistere på, som på godt og ondt presser essensen ud af tilværelsen og gør den vidunderlig og frygtelig intens på én og samme tid. Med mit kunstneriske arbejde ønsker jeg at hylde øjeblikket og de små tings skønhed og intensitet. Alt det, vi glemmer, når vi har for meget fart på. 

Om at leve og dø

Lykken og smerten er grundfølelser, som har været en stor del af min tilværelse fra jeg var et følsomt, sansende og kreativt barn. Jeg tegnede, malede og skrev rim og digte. Tænkte, så det bragede og kedede mig aldrig. Inde i mit hoved var der altid nye ideer og skabelser, der måtte ud og finde deres gang på jord. Jeg kunne få alt ud af ingenting, og var nærmest desperat lykkelig og ulykkelig over at skulle give slip på barndommen og nuet med al dets intensitet. Jeg tror, jeg frygtede, at det ville stoppe en dag, når jeg ikke længere var barn. Det gjorde det heldigvis aldrig.

Jeg har altid haft en indre overbevisning om, at mit mål her i livet er, at sætte ord og billeder på verden. Jeg tror på, at vi bedre kan begribe, forstå og håndtere livet, når vi sætter ord og billeder på det. Beskrivelsen af det, som foregår i og omkring os åbner op for analysen, som igen baner vejen for indsigten og udviklingen. Det er derfor jeg laver, det jeg laver, og aldrig har kunnet lade være med det. Samtidig er selve det, at skabe, for mig forbundet med så stor en glæde, at jeg ønsker at bruge så meget af min tid på det, som muligt. Man kan sige, at jeg skaber kunst, fordi jeg ved, at jeg skal dø en dag. Og fordi jeg ved, at jeg skal leve.

Kunsten som mødested

Med kunsten kan vi undersøge det indre liv nærmere, fordi den på sin egen måde konkretiserer det, der foregår indeni os, omkring os og imellem os. Kunsten er på én og samme tid individuel og personlig, kollektiv og universel. Den kan samle mennesker på tværs af kulturer, religion og landegrænser, fordi der altid er noget, vi er fælles om. Den kan vise os hvem, vi virkelig er og hvad vi har til fælles, på trods af vores forskellighed. Jeg tror på kunsten, som et følelsesmæssigt mødested for mennesker. Et sted, hvor vi kan være sammen om glæden og smerten, fællesskabet og forskelligheden.

Overensstemmelse

Da jeg gik i 6. klasse fik jeg en dag en stil for, hvor emnet var forår. Jeg husker den opgave meget tydeligt og tiden omkring opgaven. Jeg satte mig ud i mine forældres have på en vidunderlig forårsdag i maj. Sådan en dag, hvor alting har den der intense grønne farve, duft og tyngde, som omslutter dig totalt og får dig til at glemme alt andet. Jeg sad der, midt i det hele, 12 år gammel, og flød sammen med naturen og livet omkring mig. Det var en ud-af-kroppen oplevelse, som jeg stadig husker meget tydeligt.

Mens jeg sad der, kom der et digt til mig, som jeg ikke selv var herre over. Det kom bare og var, som det nu var. Jeg fik skrevet det ned og afleverede det til min klasselærer, som mit svar på opgaven om at skrive om forår. Jeg var lidt bekymret for om man nu ”kunne det”, når digtet ikke fyldte ligeså meget, som en almindelig stil sædvanligvis gjorde. Men på den anden side, så mente jeg selv, at jeg havde løst opgaven, og jeg var glad for mit digt, fordi det havde stor betydning for mig.

Da vi skulle have vores stile tilbage, skete der noget, jeg ikke havde regnet med. Jeg havde forestillet mig, at jeg enten ville få at vide, at jeg skulle skrive noget mere – eller at jeg ville få ros for mit arbejde. Det viste sig imidlertid at min klasselærer slet ikke troede på, at jeg selv havde skrevet digtet! Hun beskyldte mig for at have sprunget over hvor gærdet var allerlavest – og for at have kopieret en andens arbejde. Efter hendes mening, var det ikke muligt for et barn på min alder, at skrive sådan et digt. Derfor havde hun haft digtet med en tur på lærerværelset, for at få de øvrige læreres vurdering af om det nu også kunne passe.

Oplevelsen er central, fordi det var min første oplevelse, som skabende kunstner. Den lærte mig noget om, hvad det er, der sker, når vi går i ét med verden omkring os og ikke længere er herre over det, vi skaber. Det sker bare, som en stiltiende overensstemmelse mellem én selv og universet.

Jeg var selvfølgelig ked af, at blive mistænkeliggjort i gemen snyd af min ellers højt elskede klasselærer. På den anden side blev jeg bevidst om, at digtet måtte have en vis berettigelse, når det kunne skabe så meget røre i andedammen.

På rejse

Fra da af begyndte en rig og intens rejse ud i livet for mig. En rejse ind i musikkens, poesiens og billedkunstens åndelige verden. Jeg opdagede, hvor stor indflydelse en tekst, et stykke musik eller et billede kunne have på mig. Jeg begyndte at skrive flere digte, jeg rasede ud på lærrederne, jeg fotograferede og forsvandt ind i kunstmuseernes dyb og fandt der en ro, som fik stor betydning for mig. Jeg oplevede en kæmpe indre lykke og et fællesskab, når jeg gik ind i mit eget lukkede univers og legede med mine sjælekammerater – kunstnerne, som havde skrevet eller malet om livets store og små spørgsmål. I gymnasiet blev dansk- og engelsktimerne en gateway til det indre liv og fællesskabet med de mennesker, som virkelig forstod mig. Senere begyndte jeg at gå i kirke og oplevede her den samme følelse af at kunne forsvinde ind i et forståelsesunivers forfattet af mennesker, som havde levet lang tid før mig. Det blev min dannelsesrejse og der, jeg fandt frem til min egen identitet. Jeg tror, at det jeg ledte efter, og stadig leder efter, er svar på hvordan livet skal håndteres. Og de svar findes altså i høj grad, for mig, i kunstens mange lag.

På baggrund af disse tanker har jeg valgt, at arbejde kunstnerisk med livets almindelige temaer, dvs. de glæder og sorger, som vi alle møder på vores vej. Jeg vil gerne fortælle almindelige historier om det almindelige liv, på godt og ondt. Jeg vil gerne fremstille livets mange små guldgruber, som vi hver dag omgives af i naturen og i kærligheden til livet og hinanden. Samtidig ønsker jeg også at italesætte den smerte, som det, at leve, indebærer. Visheden om at al den glæde og lykke, vi som mennesker kan opleve, bliver taget fra os igen, giver anledning til en vis form for sørgmodighed over selve glæden. Dertil kommer, at ingen af os får lov at passere, uden en vis mængde tvivl, modgang og smerte i tilværelsen. Kunsten bør efter min mening indeholde ”bevismateriale” fra hele livets palet.

Den kreative proces

Når jeg arbejder, søger jeg indad og nedad i dybet, samtidig med at jeg søger udad og opad mod højere bevidsthedsniveauer. Den kreative proces tager tid – nogen gange lang tid. Den er, som den er, og det kan man ikke lave om på. Man kan blot være i den og se, hvad den bringer. Få det bedste ud af det – og aldrig give op. Det er det eneste, man ikke må, når man arbejder kreativt. Der er altid en vej, selvom man ikke kan se den.

På mange måder kan man sammenligne den kreative proces med selve livet. Det er nok derfor der findes mennesker, som hævder, at det, vi arbejder med i kunsten, også er det, vi arbejder med i vores liv. På den måde kan den kreative proces være en uddannelse i selve livet. Den kan lære os at håndtere vores følelser og livets mangfoldige problemstillinger.

Om værkerne

I mine værker spiller naturen en stor rolle. Naturen repræsenteres ofte i form af træer, blomster, fugle, vand og lignende elementer. Jeg ser naturen som øjeblikkets ypperste alter. I skovens dybe stille ro findes evigheden, hvori vi kan synke til bunds. Naturen er gavmild, og når vi opholder os i den, får vi utrolig meget forærende. Den er lig med frihed og oprindelighed. Et sted, hvor vi kan være mennesker, i vores grundlæggende form, som vi altid har været det, uden den moderne verdens mange impulser og påvirkninger. Et sted, hvor vi kan mødes i fællesskabet med mennesker, der har levet længe før os i den samme natur. Og et sted, hvor vi kan møde os selv.

I naturen placerer jeg ofte Buddhafiguren, som et centralt element i billedet. Figuren symboliserer det meditative og den indre ro. Det meditative går hånd i hånd med naturen, hvor vi kan finde roen både udenfor og indeni os selv.

Alle mennesker har en historie, som de er rundet af. En kulturhistorie og en familiehistorie. En historie, som gør os, til dem vi er, i dag. Jeg har stor respekt for udtrykket ”at være rundet af” – jeg synes det er et smukt udtryk, som beskriver, hvordan tidens og vores forfædres hænder har rundet os til dem, vi nu er blevet til. Det enkelte menneske er et resultat af tidligere tiders valg, kampe og kærlighed og vores eksistens består derfor af utrolig mange lag. Jeg har altid været meget fascineret af alle disse lag, når jeg møder et andet menneske. Jeg synes, det er interessant, at få indsigt i hvad der gør os til dem, vi er. At forstå individets reaktioner, valg og handlinger.

I mine billeder arbejder jeg derfor altid med lagene, som var de billedets kulturhistorie og personlige historie. Lagene er billedets DNA, og danner dets grundstruktur, på samme måde, som lag skaber en by eller et menneske. De er interessante og mangfoldige, de kan ikke nødvendigvis ses, men har alligevel betydning for det næste lag og det foregående. Tilsammen gør de billedet til et helt billede og repræsenterer de kampe, valg, glæder og sorger, som billedet gennemlevede undervejs i skabelsesprocessen.

Mine menneskeskikkelser er optegnelser eller konturer, hvori man får indsigt i nye lag og dybder i billedet.  Jeg ønsker ikke at afbillede menneskets overflade, men derimod alt det liv, der er under overfladen, indeni mennesket. Det liv, som kan være kaotisk, sammensat og symbolsk i sit billedsprog. Samtidig gør konturerne dem genkendelige og universelle – vi kan spejle os i dem, alene på grund af omridset eller den sammenhæng, de indgår i. Alene fordi de er mennesker, som os selv.

I mine billeder er der stort set altid en eller anden form for tekstlignende struktur. Ikke nødvendigvis en læsbar tekst, men dog en tekst udformet efter skriftens grundprincipper. Det at skrive, har altid været en stor del af mit liv og ikke mindst min kreative proces. Det skrevne og det læste er på en måde fundamentet, som er indlejret i det endelige billede. Derfor er det heller ikke konkrete ord og sætninger, men snarere antydningen af dem, der indgår i billederne. Jeg skriver digte og alverdens noter i mine notesbøger. Denne skrivning om stort og småt, er en slags katalysator for den kreative proces.

Skrivningen giver ro i hovedet, hvis der er for mange tanker om ligegyldige ting.  Det betyder, at de ting, der ikke er ligegyldige, får mere plads og udvikler sig, når de først finder vej til papiret. På den måde søger jeg at illustrere ordenes betydning for menneskets udvikling, hver gang fragmenter af skriften indgår i mine billeder.

Jeg arbejder meget med retninger i mine billeder. Retningen eller kursen hen imod noget. Retningen fortæller os, at der altid er en vej at gå. Den indgyder håb og understreger, at vi aldrig må give op. Vi er altid på vej hen mod noget og væk fra noget andet. Enhver afslutning indeholder en ny begyndelse.

 

 

 

 

 

 


Del siden:




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk